U.S. English  G.B. English  Français  Italiano  Español  Português  Deutsch  Svensk  Norsk  Dansk
Istanbul

Please install Flash® and turn on Javascript.

GO ISTANBUL

Af Mette Lomholdt

Traditionel og trendbevidst. Gudfrygtig og glamourøs. Istanbul, en gang dronningen af alle byer, har en splittet personlighed. En del af hjertet ligger i Europa og en anden i Asien, både geografisk og kulturelt. Istanbul byder på stærke oplevelser. Hvert minut i byen er 1001 indtryk på en gang.

OH – NO GO

Organiserede guidede ture til “særlige” tæppehandlere.

GO AREAS

Byen har en fod i Europa og en fod i Asien. Gamle traditioner og nye tendenser strømmer begge veje. Derfor regnes Istanbul ofte for at være verdens mest liberale muslimske storby.

Fortid og nutid, modernitet og forfald går hånd i hånd i Istanbul. Overalt ser vi huse i forfald. Ruder uden glas stirrer dystert ud mod gaderne. Facader skriger efter maling, og ser ud som om, de kan synke sammen, blot du blæser på dem. Men Istanbul er også high-fashion og masser af top-stylede restauranter og cafeer, der nemt konkurrerer med andre storbyer.

Byen er ikke nem at finde rundt i – i flere kvarterer er skiltningen sparsom, mange mindre gader er ikke med på turistkort og desuden snor gaderne sig labyrintisk. Alt for mange gange fandt vi os selv stå fortabte. Men hver gang vi stod og kiggede i kortet, stoppede flere op og spurgte, om vi ville have hjælp.

Alligevel er det første du skal gøre at købe et godt kort over byen, det kan virkelig betale sig.

Istanbul er en storby, der er let at blive opslugt af. Her en oversigt over de væsentligste områder i byen med fokus på den europæiske side.

Sultanahmet

Den gamle bydel med alle de fantastiske historiske bygninger som for eksempel Den Blå Moske og Sultanens palads.
Kvarteret er kendetegnet ved små snoede brostensbelagte gader med masser af hoteller, tæppeforretninger, basarer og moskeer. Her findes også flere gode restauranter og cafeer, men i forhold til for eksempel Beyoglu og Taksim er her stille om aften.

Beyoglu og Taksim

Her er det fuld fart døgnet rundt. Det er her, du finder det moderne Istanbul med masser af butikker og fancy restauranter. Gader og gyder lokker med mavedansshow, stripbuler, rock'n'roll-klubber og gallerier. Gågaden Istiklal Caddesi bliver omdannet til et levende menneskehav i aftentimerne. Og i sidegaderne til Istiklal Caddesi er der proppet med små restauranter, cafeer og barer.

Cukurcuma og Cihangir

To områder der tiltrækker bohemer. Hver dag skyder nye butikker og restauranter frem.

Eminönü og Cagaloglu

Livlige kvarterer. Især Eminönü, hvor mange både sejler fra. Nede ved havnen står der konstant (også om vinteren) masser af fiskere, og duften af fisk blander sig med duften af krydderier fra Spicy Bazar.

Tünel og Karaköy

Kvartererne med de stejle trapper og gader, hvor du nemt taber retningssansen. Men det gør ikke så meget, for der er masser af spændende gader med liv og skønne restauranter.

Det er også her, du finder byens bedste udsigtspunkt: Galata-tårnet.

Besiktas og Ortaköy

Om sommeren de bedste steder at tage hen for at få luft – og for at feste

The Asian Side

Se afsnittet ”GO SEE & DO” om sejltur på Bosporus.

GO SEE & DO

Historisk dag eller kald det bare 1001 nat...

Bydelen Sultanahmed, som ligger smukt på næset mellem ’Det gyldne horn’ og Marmara-havet, er en gådefuld mosaik af ældgamle gader og store imponerende kulturskatte.

Og du skal sætte tid af til at komme forbi:
Hagia Sofia, Den blå moské og Topkapi-paladset også kendt som Sultanens palads.

Kan du ikke nå hele vejen rundt, skal du tage forbi Topkapi-paladset, Sultanens Palads, som vil henføre dig til 1001 nat.

Paladset var hovedsæde for de ottomaniske sultaner gennem tre århundreder, og det er en lille by i sig selv.

Paladset består af mange store og mindre bygninger. Og skal du nå hele vejen rundt, skal du regne med at bruge cirka tre timer.

Her er grønne haver, mosaikker, guld og skatkammeret. Her ligger alt fra blommestore ædelsten, ekstravagant turbanpynt og en diamant så stor, at den tager pusten fra dig.

Størst indtryk gør haremsafdelingen. Harem betyder “Det forbudte” på arabisk, og betegner paladsets private del, hvor sultanen og hans familie boede sammen med flere hundrede haremskvinder.

Det koster ekstra 10 YTL at komme ind i haremmet, men det er den ekstra billet værd, for her kan du virkelig dufte 1001 og nat.

Haremmet blev nådeløst styret af sultanens mor, og var centrum for de værste intriger og morderiske komplotter. For eksempel fik Sultan Murat III (1574–95) 103 børn, men kun en kunne overtage kronen. Den kamp mellem børnene kan du tænke på, mens du bliver ledt igennem det ene mere ekstravagante rum efter det andet med marmor, glimmer, guld og mosaikker.

Som andre steder i Istanbul havde sultanerne selvfølgelig også en spektakulær udsigt over Bosporus. Paladset er et fremragende udsigtspunkt, og har du brug for en pause, er der en restaurant og cafe, hvorfra du også kan nyde synet.

Konyali hedder den kombinerede cafe og restaurant. Du kan nøjes med at drikke dyr kaffe, spise mindre små tyrkiske retter, eller tage en frokost eller middag på restauranten, der serverer nationale specialiteter.

Har du mere tid til at synke ned i historien og opleve storslåede bygninger, er du nu nået til at skulle se Den Blå moské, der ikke bare er fortid, men en moské der fortsat benyttes.

Selve moskéen er imponerende med sine kupler og seks minareter. Moskéen er et kæmpe rum fyldt med marmor og mosaikker, det svimler når du læner hovedet tilbage for at se op mod kuppelen i toppen.

Moskéen er åben for besøgende. Som kvinde skal du huske at klæde dig anstændigt, det vil sige bukser eller lang nederdel og noget om håret. Som mand skal du droppe shorts. Og alle skal lægge deres sko i en lille pose, og besøg foregår i strømpesokker eller med bare tæer.

Omkring Den Blå Moské er der et større grønt område. Vi var så heldige at besøge Istanbul under Ramadanen, og der er hele området omkring moskéen om aften omdannet til en stor folkefest med hundredvis af madboder, familier der holder picnic på græsset, vandpiperygende mænd og boder, hvor børnene kan lege.

Lige ved siden af Den Blå Moské ligger Hagia Sophia, der er en af verdens smukkeste bygninger og den ældste i Istanbul. Bygget som en katedral mellem 532-537, men blev i 1453 omdannet til moské.
Den enorme bygning er ganske simpelt betagende – formerne, materialer, farverne og igen mosaikkerne.

Topkapi-paladset aka Sultanens Palads, Sultanahmet
9-16. Lukket tirsdag.

Blå Moské, Meydad Sokak, Sultanahmet
9-21 (9-19 i november-april).

Hagia Sophia, Ayasofya Müzesi, Sultanahmet
9-19. Lukket mandag.

The Grand Bazar

The Grand Bazar er den største basar i Istanbul, og den er enorm.

Her kan du finde alt det dit hjerte begærer og ikke mindst alt det, du ikke vidste du begærede.

Guld i metermål, knapper i tusindvis af forskellige udgaver, falske mærkevarer, keramik og blik blander sig med duften af krydderier.

Der er små 6000 butikker i basaren, og over 1000 af dem sælger guld.

En af Momondos favoritter er området omkring Perdahcilar Sk hvor der sælges mavedanserkostumer. Noget andet, der er værd at kigge efter, er fantasiske bade-accessoriers som hamam slippers, sæber og diverse skrubhandsker. Kig for eksempel i shoppen: Abdulla + Hamam, Halicilar Carsisi Caddesi 53.

Kigger du efter tæpper, så besøg Adnan & Hasan, Halicilar Carsisi Caddesi 89-90-92

Og hvis du vil have fine små håndlavede dukker med hjem, skal du besøge Deli Kizin Yeri, Halicilar Carsisi Caddesi 42

Et besøg i basar er overvældende, der er masser af ”speciel price for you”, og et besøg i basaren er noget du skal være oplagt til. For her skal siges nej, nej og atter nej – og pruttes om prisen i stor stil.

Tidlig morgen, når basaren vågner og boder og gader bliver vasket og fejet, er et godt tidspunkt at besøge basaren på, hvis du vil have den i den mere fredelige version. Ellers er lørdag aften et godt tidspunkt, og søndag er basaren lukket, så lørdag aften kan du være heldig at kunne gøre et særligt godt køb.

Sejltur på Bosporus

Istanbul er omgivet af vand, og Bosporusstrædet er byens livsnerve, hvor der fiskes og strædet er altid fyldt med kæmpe containerskibe. Og uden en sejltur på Bosporus har du ikke fået essensen af Istanbul med dig.

Tag den offentlige båd, der sejler i zigzag mellem af den europæiske og asiatiske side fra kajen i Eminönü til Anadolu Kavagi, en mindre asiatisk fiskerby.

Båden sejler tre gange dagligt: Klokken 10:35, 12:00 og 13:35.

Vi anbefaler at tage af sted klokken 10, så kan du tage hele turen op til Anadolu Kavagi og spise frokost, dase nogle timer - for så at tage båden tilbage igen.

Som turist er du ikke alene ombord. Lokale bruger også båden som transport, men der er en del turister ombord. Alligevel er turen fantastisk. For som du sidder på dækket, oplever du strædet med de små joller med fiskere, store både omringet af måger og kæmpe containerskibe.

Samtidig er turen en god måde at opleve forskellen mellem den asiatiske og europæiske del af Istanbul på. Første gang båden lægger til ved en havn på den asiatiske side oplever du, at pulsen er lavere.

Første stop på den asiatiske side er Kanlica en eksklusiv havneby med masser af overnatningsmuligheder direkte ud til vandet. Byen er ellers kendt for sin rige yoghurt. Og her ligger en af Istanbuls allerbedste fiskerestauranter Körfez, Körfez Caddessi 78. Der er åben til frokost og aften, og stedet er virkelig et besøg værd.

Næste stop er Yeniköy, der i mange år har været et populært feriested.

Sariyer – også på den europæiske side – er næste stop på ruten. Her er et imponerende fiskemarked, en del butikker og byliv. Det er ikke her, du skal søge til, hvis du vil have en fredelig landlig dag væk fra Istanbul.

Det kan du i stedet gøre i søvnige Rumeli Kavagi, som liver mest op, når båden ligger til.

Sidste stop er Anadolu Kavagi, en lille asiatisk fiskerby med mange fine restauranter. Lige når du ankommer, er det nemt at få opfattelsen af, at du er havnet i en turistfælde. Der er mange restauranter og rigtig mange ansatte, der vil have dig ind på netop deres sted.

Men søger du lidt væk, er der rigtig fine steder, som tyrkere også gæster.

Vi anbefaler Baba Restaurant. Den ligger til venstre for molen (når du har havet i ryggen), helt nede ved politistationen. Det tager cirka 5 minutter at gå derned og sætter dig ved et af borderne, der nærmest står ude i vandet.

Her er maden velsmagende og fisken usandsynlig frisk. Til forret kan du blandt andet smage Haydari, der er yoghurt med dild og hvidløg.

Fisken kommer hel ind. Og besøger du stedet mellem september og januar så prøv fisken lüfer (blåbars), som er bedst på den tid af året.

Billetter til sejlturen på Bosporus købes på havnen lige til højre for den store bro, hvis du har den gamle bydel i ryggen. Hvis du går efter en udendørsplads eller en plads ved vinduet, er det anbefalelsesværdigt, at du kommer i hvert fald en time før.

Turen koster små 7,5 euro.

Istanbul Modern

Kort og godt: Et fascinerende museum, hvor det er muligt at få et kig ind i det moderne Tyrkiet.

Selve den rå udstillingsbygning ligger på kajen i et klondike-område, udstillingerne er fra begyndelsen af dette århundrede og frem til noget af det mest provokerende nutidige kunst.

Desuden har stedet en ikke mindre end formidabel restaurant og café, der er perfekt at besøge både morgen, middag og aften. Her er der fantastisk mad og fra terrassen en storslået udsigt over ’Det Gyldne Horn’ og det historiske Istanbul.

Maden er italiensk inspireret. Prøv for eksempel grillet laks med kartoffelmos, basilikum og muskat og citronmarineret salat, eller det møreste lam i tynde skiver på en bund af salat og parmesan.

Istanbul Modern, Meclis-i Mebusan Caddesi

Hamam

Du kan ikke tage hjem fra Istanbul uden at have fået et bad – og være blevet skrubbet godt og grundigt mellem ørene. Du må simpelthen unde dig at opleve en grundig kropsvask i et tyrkisk bad – også kaldet Hamam.

Det er damp, marmor, massage og meditation – og et kig i en tusind år gammel unik tradition.

Der findes hamam’er overalt i Istanbul – og selvom det måske lyder kedeligt, vil vi anbefale dig (i hvert fald, hvis det er din første gang) at besøge et af de mere turistede steder. Her er oversigten over de forskellige behandlinger på engelsk, så du ved hvad der venter dig inde i dampen.

Vi besøgte Cagaloglu Hamami, et af byens ældste badehuse og måske det smukkeste, der har adskilt herre- og dameafdeling.

Vi betalte 30 euro for skrub, vask og massage – og lidt ekstra for en særlig skrubhandske. Og prøvede både herre- og dameafdelingen.

Fra du træder ind i hamam’en tager personalet over og leder dig bestemt gennem din behandling. Først ind i dit private omklædningsrum, hvor du tager alt tøjet af og bliver iklædt et lille klæde og klip-klappere af træ med læderrem.

Så ind i selve hjertet af hamam’en, det store rum med kuplen. Her i dampen kan du enten ligge ned og slappe af eller sætte dig ved en af de store marmorvaske, åbne for den guldbelagte vandhane og hælde det lune vand over din krop.

En afslappende fornemmelse breder sig i kroppen, kondens drypper ned fra væggen, og din vejrtrækning bliver mere afslappet. Det er fredfyldt at sidde i det store rum, hvor kun en smule dagslys slipper ind.

Efter et lille kvarter dukker massøren op. Hos mændene en lille tyk mand med stort overskæg, hos kvinderne en tyk dame (også med overskæg) iklædt badedragt.

Så bliver du placeret på plateauet i midten. Hos kvinderne bliver dit klæde taget af, hos mændene får du lov til at have det på og dække de mest private dele. Og så går massagen og vasken ellers i gang.

Du bliver skrubbet fra top til tå og eneste minus er farven på det vand som driver fra din krop, lad være med at tænke på, hvor al det sorte kommer fra.

Massagen er et kapitel for sig selv: Hver en muskel bliver æltet igennem. Og helt ør og mør bliver du bagefter sendt hen til en af de store marmorvaske, hvor du igen bliver vasket – og får vasket hår.

Er det som hér et af de mere turistede badehuse du besøger, vil massøren sikkert på et tidspunkt spørge dig, om du vil have ekstra behandling til en særlig pris.

Efter endt behandling sidder du og sunder dig i dampen i fem minutters tid, før du kommer ud i tørrerummet og bliver frotteret fra top til tå og får sat håret i en turban.

Ude på gaden igen er du lettere rødmosset - og ren som en barnenumse.

GO EAT

Det tyrkiske køkken er et mix af traditionel mad fra Centralasien og Middelhavskøkkenet.

Men først og fremmest er Istanbul seafood, og du har mulighed for at smage de dejligste fiskeretter. Som regel får du præsenteret fisken levende eller på is, og så det bare med at vælge, hvilken fisk, der skal lande på din tallerken.

Og så er Istanbul kebab, kebab og kebab. I Tyrkiet er kebab mere end et hastigt måltid ved et gadekøkken. Ordet kebab omfatter mindst 100 forskellige retter, og selv de mest fancy restauranter serverer kebab i en eller anden variant.

Der findes shish kebab, der er små firkanter kød, der grilles på lille spyd – ofte sammen med grøntsager som peberfrugt og løg, og så findes der döner kebab, hvor kødet – lam, okse, kalv eller kylling - skæres fra et stort spyd, der står og roterer foran en varmekilde. Det sidste er den version, som de fleste kender fra Danmark.

Når man først oplever en fantastisk kebab er det let at blive forfalden. Mit råd er: Prøv så mange kebab-retter som muligt. Prøv for eksempel den suveræne kebab med pistacienødder eller Iskender-kebab på restaurant Hamdi Et Lokantasi.

Generelt: Hvis du ikke forstår navnet på en ret, eller hvis du ikke kender den, vil du ofte blive inviteret ud i køkkenet, hvor du så kan vælge direkte fra fadene og gryderne.

Traditionel tyrkisk morgenmad er tomater, agurker, en feta-agtig ost, oliven, honning og brød. Den smager i al sin enkelhed fantastisk.

Din søde tand kan du tilfredsstille med turkish delight, der også skrives som loukoum eller lokum. Det er slik lavet af sukker, stivelse og lemon eller rosenvand for smag og farve. Konsistensen er gummiagtig, og det er hvinende sødt.

Tyrkisk kaffe bliver serveret i små espresso-agtige kopper, husk ikke at bunde – for i bunden ligger det tykke kaffegrums.

Men ellers skal du gøre som tyrkerne og drikke te, te og atter te. Sort te med masser af sukker. Flere steder bliver der også serveret æblete, men det er kun for turister.

Vin er generelt dyrt. Raki, nationaldrikken, minder om den franske pastis eller den græske ouzo. Drik den med vand eller is til forretter (meze).

Der findes virkelig mange restauranter i Istanbul – rigtig mange gode. Og rigtig mange, der minder om hinanden, som er fine, men ikke noget udover det sædvanlige.

Her forslag til en række restauranter, der ikke vil skuffe:

360 Istanbul

Fra den hektiske gågade Istiklal Caddesi tager du elevatoren op til 360, forbi metaldetektoren og ind i et kæmpe lokale, der er omringet af glas til næsten alle sider.
Udsigten er noget helt for sig selv, og en af grundene til, at stedet er så populært er udsigten fra terrassen, der giver 360 graders view ud over byen.

I midten står en dj og spiller op. I baren bliver der tryllet fantastiske drinks frem – i bedste muslimske stil også en del virgin drinks, prøv for eksempel ingefær, æble og gulerod.
Stedet er restaurant, men der er også en fantastisk natklub, og her er mange mennesker, så det er en rigtig god ide at bestille bord.

Menuen er international og med noget fra alle verdensdele – og en anelse for mikset måske.
Kortet byder på duck dim sum; chicken satay; calamari med polenta og mandel aïoli; grillede sardiner i vinblade, såvel som pastaretter fra øst og vest. Godt – men ikke fantastisk.

Betjeningen er opmærksom og forrygende. Og fryser du på terrassen er der selvfølgelig – ikke tæpper – men pashminaer, du kan lune dig under.

360, Istiklal Caddesi, 32/309, Mısır Apt., 8. sal

Balikci Sabahattin

En af byens bedste fiskerestauranter ligger ikke ved havet, men i et gammelt treetagers træhus i bydelen Sultanahmet.

Her bliver serveres ikke fisk opdrættet i fiskefarme, men ejeren har i stedet kontrakt med tre dykkere, der året rundt leverer de bedste fisk til restauranten.
Om sommeren har stedet også en kæmpe gårdhave, hvor du sidder under fiskenet, vinranker og tørrede majskobler.

Når du først er blevet bænket, kommer din tjener til dig med et fad med af masser af små forretter, hvorfra du kan vælge, hvad du har lyst til. Vælg mange, for de smager helt fantastisk. Du kan blandt andet sætte tænderne i bønnemos med dild, feta, marinerede blæksprutter, små fyldte tomater og melon.

Senere kommer tjeneren med et fad friske fisk på is. Vælg hvilken du vil have, og en tid efter (på travle aftener et godt stykke tid efter) kommer fisken tilbage hel – men grillet.

Stedet er velbesøgt af både lokale og turister, så bordbestilling er nødvendig.

Balikci Sabahattin, Seyit Hassan Kuyu Sokak 50

Kebab i en gyde

Der er masser af super gode restauranter i Istanbul. Men lige så fantastisk det er at spise på et gourmet-sted, lige så fantastisk er det at gå i de lokales fodspor og spise på nogle af de små kebab-barer.

En aften gik vi ned gennem en gyde og fandt en lille perle af et sted, hvor du sidder under vinranker midt i menneskemylderet.

Maden vælger du inde i køkkenet ved at kigge kokken over skulderen. Her er diverse varme retter som lam med grøntsager, fyldte peberfrugter og kebab i mange udgaver.

Maden er enkel, men velsmagende og billig. Vi spiste en række forretter, to hovedretter og sluttede af med rygende varm te – og betalte 16 euro.

Et-Is Lokanta Klasisk, Hocapasa Sok. 25, Sirkeci

Lokanta

En dørvagt tjekker, at vi er på gæstelisten, før han giver os adgang til et af byen hotteste madtempler.

Minimalistiske Lokanta er den unge, talentfulde kok Mehmet Gürs hjertebarn. Gür er halvt finsk og halvt tyrkisk og Tyrkiets svar på Jamie Oliver. Maden er fusion mellem verdensdelene under kraftig indflydelse af middelhavskøkkenet.

I weekenden forvandles Lokanta til natklub, hvor Istanbuls hippe elite ankommer i hobetal. Mænd i Burberry-skjorter og kvinder i stramme kjoler og med tårnhøje hæle. I underetagen fyrer dj’en Lil Louis Lenny Krawitz-hits af mod den vrikkende masse på dansegulvet.

Lokanta, Mesrutiyet 149/1

Hamdi Restaurant

Ved Eminönü med udsigt over vandet ligger et af Istanbuls bedste kebab-steder.

Fra det øjeblik du sætter dig i stolen ved det hvidklædte bord, kan du dufte de krydrede retter.

Effektive tjenere i hvide skjorter bringer små tyrkiske pizzaer, og et væld af kebab-retter til boderne. Kebabben lavet af hakket lammekød og pistacienødder er fantastisk.

Hamdi Et Lokantasi, Tahmis Caddesi 17 Kalçın Sokak, Eminönü

Prøv også

Måske den allerbedste (og dyreste) fiskeresturant:
Kiyi Restaurant, Kefeliköy Caddesi 126

De bedste meze (forretter) i byen:
Zarifi, Çukurlu Çe me Sokak 13

Det perfekte sted til søndags-brunch:
LEB-I DERYA, Kumbaracı Yoku 115/7

GO SHOP

Der er masser af steder, du kan shoppe i Istanbul. Momondo foretrækker at gå på jagt i basarerne, hvor du kan finde sager, du ikke kan andre steder – frem for de mere vestlige steder i byen.

I nabolagene Nisantasi og Tesvikiye, to af Istanbuls mest snobbede shoppingområder, er der få meter mellem luksusbilerne og de små skødehunde.

Mærkebutikker viser den sidste mode fra Gucci, Max Mara, Armani og Louis Vuitton. Boutiquer og specialbutikker fører alt fra tyrkiske vine til leopardplettede joggingsko. I interiørbutikken Pasabahce kan du handle både moderne tyrkisk design og en glaskollektion i ottomansk stil.

To butikker i Atiye Sokak bærer designeren Gönül Paksoys navn. Hun tolker ottomansk design på en ny måde i sine tøj- og smykkekollektioner. Resultatet er særegent.
Varesortimentet hos Bashqua Concept Shop består af møbler, brugskunst, tøj, tasker og smykker.

På gågaden Istiklal Caddesi finder du masser af mindre butikker og kædebutikker. Her i blandt Marni, det tyrkiske jeans-eventyr. Der siden 1991 er vokset til at være en stor eksportsucces. Der er to butikker på Istiklal Caddesi med kæmpe udvalg.

Her finder du også den fineste butik med turkish delight Inci Pastanesi i nummer 124/2.

Den egyptiske krydderibasar i bydelen Eminönü er en palet af farver, lyde, lugte og smagsoplevelser. Bordene bugner af kanel, safran og ingefær. Du vandrer under ranker af nellikefrø, forbi bjerge af ost, tårne af kaviar og boder fyldt med de underligste kager. I kæledyrsafdelingen pipper kyllinger i kor med gule ænder og sultanfugle. Folk handler paprikaplanter, græsklippere, hundefoder, bæltespænder og blikspande. Alt kan købes.

GO NIGHT

Det er svært at komme til at kede sig i Istanbul. Her er små listige steder, der er restauranter, som omdannes til klubber og mange hippe steder, der nemt tager konkurrencen op med deres middelhavskonkurrenter i St. Tropez. Om sommeren er det heftigste natteliv på store tagterrasser med spektakulære udsigter over byen og vandet.

Der er masser af steder at vælge fra, og du kan blandt andet opsøge de små sidegader omkring Istiklal Caddesi, hvor du blandt andre finder følgende:

360º

Istiklal Caddesi. Se omtale under “Go Eat”
360, Istiklal Caddesi, 32/309, Mısır Apt., 8. etage

Babylon

Byens topsted for livemusik og spektakulære venues, der tiltrækker internationale dj’s og store bands.

Babylon, Şehbender Sokak No:3 Tünel-Asmalımescit-Beyoğlu

Nardis Jazz Club

Istanbul har en overraskende god jazz-kultur, og Nardis er et af de bedste steder at opleve den.

Nardis Jazz Club, Kuledibi Sok 14, Galata

Yesil Ev Beer Garden

I Sultanahmet finder du Yesil Ev Beer Garden, der er et perfekt sted at slappe af efter en lang dags sightseeing og varme op til aften. Imens kan du kigge ud over minareterne fra Den Blå Moske

Yesil Ev Beer Garden, Kabasakal Caddesi 5

Blackk Istanbul

Et af de nye hotte steder i byen med udsigt til Bosporus. Stedet har tre forskellige koncepter under same tag: Blackk restaurant, the blackk club og levendis tavern som holder til på balkonen.
Stedet er et must, hvis du vil feste. Bestiller du en flaske Absolut vodka får du den serveret i en diskokugle.

Blackk Istanbul, Muallim Naci Cad. 119

GO SLEEP

Bentley Hotel

Istanbuls hotteste hotel er Bentley. Milano-arkitektene Piero Lissoni og Nicoletta Canesi står for indretningen. Designet er enkelt og lækkert med store vinduer, som lader masser af dagslys komme ind.

Hotellets 40 værelser og 10 suiter er smagfuldt indrettet i enkelt design i brune, grå og hvide nuancer. En anelse for pænt efter min smag, men stilfuldt.

Først etage kombinerer lobby og lounge med dj og bar. Restauranten på anden etage serverer inspirerende retter, et miks af østlig og vestlig mad – her får du blandt andet røget tomatsuppe med aïoli og tyrkiske frikadeller og kebab med yoghurt.

Fra 200 €

Bentley Hotel, Halaskargazi Caddesi 75, Harbiye, Nisantasi

Pera Palas

Det lyser hemmelighedsfuldt fra vinduerne på Hotel Pera Palas, og det er et hotel der har overlevet to verdenskrige.

Hotellet blev bygget i 1892, og var det sidste glamourøse stop på Orientekspressen fra Paris til Istanbul. Her sad konger, præsidenter, spioner og prostituerede side om side i Orient Express Bar, som ikke har forandret sig meget på 115 år.
Mange af hotelværelserne er opkaldt efter kendte gæster, der har boet på hotellet. Agatha Christie skrev sin berømte kriminalroman “Mord i Orientekspressen” I værelse nummer 411. Og tyrkernes elskede præsident Atatürk har flere gange boet I værelse 101, der i dag er lavet om til museum.

Har du lyst til at mærke historiens vingesus med et snert af mystik, så er Pera Palas det rigtige sted.

Og selvom du ikke bor her, så er det værd at droppe forbi hotellet, besøg for eksempel hotellets bar, Orient Express Bar.

Fra 100 €

Hotel Pera Palas, Mesrutiyet Caddesi 98-100

Hotel Zeugma

I Istanbuls ældste bydel Sultanahmet ligger der mange fine små hoteller, hvor du kan overnatte billigt. Hotel Zeugma er et rigtig godt bud på et hotel her.

Her er ingen fancy designermøbler på de 10 værelser. De er enkelt og simpelt indrettede - og rene.

Værelser svinger i størrelse, og prisen svinger med. Vi boede til 80 euro på et af hotellets største værelser. Et fint værelse med den skønneste udsigt over Bosporusstrædet. Det er fortryllende at vågne op til synet af det solbeskinnede vand.

Morgenmadsbuffeten serveres på hotellets overdækkede terrasse. Og mens du spiser traditionel tyrkisk morgenmad (feta, tomat, agurk, brød, honning og måske lidt æg), sidder du og kigge over på den Blå Moske.

Hotelpersonalet er venligt, og fortæller gladelig om byen, den bedste transport og vil i det hele taget gøre alt for, at du får et så godt ophold som muligt.

Der er fri adgang til internettet, og hvis du ikke har din egen pc med, er der en i den lille lobby, hvor værten meget gerne serverer te for dig, mens du sidder og surfer.

Fra 45 til 90 €

Hotel Zeugma, Akbiyik 35, Sultanahmet

Hotel Empress Zoe

Dette hotel er en lille perle, hvor du virkelig får noget for pengene.

Alle værelser er forskelligt indrettet med mange stilfulde detaljer. For eksempel er der mosaikker, broderede sengetæpper og håndskårne dørhåndtag. Hver eneste badeværelse er dekoreret med marmor eller terrakotta, og flere af de dyre værelser er indrettet ud fra hamam-principper.

Penthouse-suiten har privat terrasse med kig til den Blå Moske.

Hotellet bliver ledt af den kvindelige ejer Ann Nevans, som om det var hendes eget hjem.

Fra hotellets lille restaurant er der er forrygende udsigt ud Bosporusstrædet og de mange moskeer.

Hotellet er meget populært, og da der kun er 22 værelser, er det en rigtig god idé at booke i god tid.

Fra 75 til 200 €

Hotel Empress Zoe,
Adliye Sokak 10, Sultanahmet

A'jia

Et hotel, hvor alle gæster får VIP-behandling.

Hotellet ligger på den asiatiske side af Bosporus i den lille by Kanlica. Så går du efter at bo midt i den hektiske storbystemning, er dette ikke stedet. Går du til gengæld efter luksus, en fantastisk udsigt over vandet og samtidig let adgang til Istanbuls midte - og har du råd, er A’jia perfekt.

De 16 værelser er indrettet i cremefarver med mørke møbler, kæmpe senge, aircondition og flere har egen terrasse og udsigt over Bosporus.

Fra 250 €

A´jia, Kanlica-Cubuklu Caddesi 27

 

TRANSPORT

Til og fra lufthavnen

Istanbuls lufthavn, Atatürk International, er moderne og let at komme rundt i.

Du kommer lettest ind til byen ved at tage en taxa. Det koster cirka 15 euro til centrum.

Rundt i Istanbul.

Trafikken i Istanbul er et drama af dyttende biler, der ofte holder i kø.

Blandt andet derfor er den bedste måde at komme rundt på til fods. Men se dig godt for, men skal du langt, så tag en taxa. Det er billigt, chaufførerne er ærlige, og der er mange taxaer på vejene.

De offentlige transportmidler er ikke særlig godt udbygget. Der er en sporvogn, der kører fra den gamle by over broen og op til Taksim. Hvis du skal nogle steder på ruten, er den virkelig at foretrække, og en tur koster lige omkring 1,3 YTL.

Ellers er en perfekt måde at komme rundt på via båd. De fleste går fra Eminönü på Sultanahmet-siden og fra Karaköy på Beyoglu-siden.

ØVRIGT

Valuta: Tyrkisk lire, kaldet YTL

OBS: For nogle nationaliteter kræver det visum at komme ind i Tyrkiet. Det kan ordnes på Tyrkiets ambassade i Danmark eller i lufthavnen ved ankomsten til Istanbul.

Indbyggere fra Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Japan, New Zealand, Norge, Sverige og Schweiz behøver ikke visum.
Klima
Istanbul kan besøges hele året, men er bedst at besøge i fra maj til juni eller fra september til oktober, hvor det hverken er for varmt eller for koldt.