U.S. English  G.B. English  Français  Italiano  Español  Português  Deutsch  Svensk  Norsk  Dansk
Paris

Please install Flash® and turn on Javascript.

GO PARIS

Af Katrine Salomon

Klichéerne, adjektiverne og superlativerne står i kø, når man skal give gode grunde til at rejse til Paris. Livsnyderens, æstetikerens og gourmetens paradis. Et slaraffenland for shopping, et overflødighedshorn af mad og drikke og alt hvad hjertet og hjernen kan begære af skønhed og intellektuelle stimuli. Det smukkeste tøj, den lækreste mad og vin, den bedste kunst. Hvad er grunden til ikke at tage til Paris?

Oh - NO GO

Drop Eiffeltårnet med de lange køer og drop Mona Lisa. Hun er svær at få øje på i et kedeligt rum med 200 mennesker, der alle prøver at få øjenkontakt med hende. Desuden er der bedre ting at tage sig til end at besøge Montmartres Place des Tertres med alle fup- og karikaturkunstnerne med baskerhuerne på sned.

GO AREAS

Paris’ centrum er inddelt i tyve arrondissementer, der ligger som en spiral, der udgår fra midten. Jo lavere tal, des mere centralt og jo større sandsynlighed er der for, at du kommer til området. Men til og med 20. arrondissement udgør altså Paris’ centrum. Pariserne omtaler oftere et område ved sit arrondissement-nummer end ved navn.

Les Halles/Montorgueuil/Le Louvre (1. & 2. arr.)

I gamle dage var ”Hallerne” stedet, hvor det gigantiske fødevaremarked for restauratører og handlende holdt til, men i starten af firserne blev det ryddet til fordel for en kæmpe underjordisk shoppingmall i 4 etager og et trafikknudepunkt for métro og RER-toget, der forbinder metroen og forstæderne. Det blev med ét udskældt, fordi det nu blev forstadfolkets foretrukne hang-out og shoppingmekka. Selvom det underjordiske marked mangler charme og luft, er det er ikke rigtigt til at komme uden om. Det er her Paris’ mest succesfulde biograf, UGC Ciné Cité Les Halles, holder til med 25 sale og store udvalg af film på originalsprog. Også den den franske superstore, la FNAC, har sin største forretning her med alt i bøger, musik, film, foto-, computer- og hi-fi-udstyr. Alene FNAC gør Hallerne flere besøg værd.

I gaderne rundt omkring er der meget, der vil falde i smag hos æstetikere. Gå ned omkring den store kirke, Eglise St Eustache og tjek gaderne rue du Jour, rue Montmartre, rue Etienne Marcel, rue Tiquetonne og rue Montorgueuil ud.

I den helt anden ende af 1. arr. ved Tuileries-haverne ligger det berømte og übermondæne Hôtel Costes med den eftertragtede restaurant og hotelbar i stueetagen. Hotellet er placeret på rue Faubourg St Honoré, hvor man blandt andet finder alle de store franske og internationale brands som Hermès, Gucci og Yves Saint Laurent. Lidt længere tilbage mod Hallerne, på den del af gaden der blot hedder rue St Honoré, ligger den megatrendy concept-store Colette. Forretningen er trendsættende og sælger alt fra tøj til kunstbøger, kildevand, hårshampoo, smykker, gummisko, CD’er og smarte papirklips. Det er en blåstempling for et produkt at blive solgt i denne ultra-selektive forretning, hvor klodens mest stilbevidste mennesker kommer.

Midt i det 1. arr. langs Seinen, finder man Le Louvre, hvor man snildt kan få et halvt liv til at gå, hvis man har tænkt sig at kigge nærmere på alle kunstværkerne. De fleste nøjes dog med at gå ned via den I.M Pei-designede glaspyramide inde i midten af gården lede efter Mona Lisa og dernæst skynde sig ud igen. Hvis man er for udmattet af anstrengelserne, ligger der heldigvis endnu en Costes-restaurant – Cafe Marly, perfekt placeret med indendørs saloner i Louvres bygning og udendørs betjening under arkaderne med udsigt til glaspyramiden og alle de flittige turister, der står i kø for at komme ind og lede efter Mona Lisa.

Le Marais (3. & 4. arr.)

I det 4. arr. ligger Paris' ældste kvarter, Le Marais. Her er velbevarede bygninger og gader, lækre caféer, forretninger, god smag og chikt på den afslappede og luksuriøse måde. Der ligger mange forretninger på og syd for hovedåren, rue des Francs-Bourgeois, som stadig er en travl shoppinggade, især om søndagen, hvor alle forretninger er åbne hele eftermiddagen. Det er også her, man finder den pittoreske jødiske gade, rue des Rosiers, som emmer af liv og falaffel-spisende turister og den jødiske ungdom om søndagen. De små øer midt i Seinen, Ile de la Cité, og den endnu mindre, Ile St. Louis, hører også under det 4. arrondissement og er velegnede til en spadseretur.

I de senere år har forretnings- og restaurationslivet bredt sig til den del i det 3. arrondissement, der hidtil var kunstgalleriernes område nord for rue des Francs-Bourgeois. Det er vel nok Paris’ mest mondæne område p.t. Især i rue Vieille du Temple og i gaderne der omkring, skyder der forretninger op, hvor man kan shoppe med lukkede øjne og være sikker på at vælge rigtigt, hvis man vil være med på noderne.

Le Marais har indflydelsesrige fans inden for rejsebranchen. Grundlæggerne af Lonely Planet, Tony og Maureen Wheeler, som har rejst verden tyndt, har Le Marais på deres personlige top 25-liste over seværdigheder, man bør opleve mindst én gang i livet. 

Quartier Latin & Saint-Germain-des-Près (5. arr & 6. arr)

Hovedårerne i de to kvarterer er Boulevard Saint-Michel, Boulevard Saint-Germain og rue de Rennes. Det er mest på Boulevard Saint-Germain, man finder den pariserstemning, de fleste leder efter. Dette kvarter er 6. arr, og hedder Saint-Germain-des-Près og ikke Latinerkvarteret, som det fejlagtigt ofte benævnes af turister. Latinerkvarteret ligger i 5. arr omkring universitetet La Sorbonne og har fået sit navn pga. det akademiske miljø her. I 5. arr. har man mulighed for at tilbringe skønne eftermiddage og aftener i alle de mange kunstbiografer, som viser gamle film og kavalkader. Ingen anden by i verden tilbyder så enormt et udvalg af film som Paris, og det er en af byens allerstørste kvaliteter. Køb ugeprogrammet Pariscope, sæt dig på en af de grønne stole i den smukke park, Jardin de Luxembourg og sæt krydser og ringe om alt det, du drømmer om at se og håb så på lidt gråvejr, så du med god samvittighed kan tilbringe din tid i de mørke sale med Cary Grant, Katharine Hepburn og Elizabeth Taylor.

De der hellere vil betragte det virkelige liv anno 2007 foretrækker måske at tilbringe tiden på caféterrasserne i det 6. arr. Legendariske er Les Deux Magots og Café de Flore på Boulevard Saint Germain lige ved Saint-Germain-des-Près pladsen. Men også La Palette i rue de Seine er en institution. Også her er der en stor terrasse, men de faste kunder, som især er lokale kunsthandlere, foretrækker den smukke indendørs sal.

Eiffeltårnet og Les Invalides (7. arr)

Det 7. arr er et fint, men noget stille kvarter. Hovedattraktionerne er Napoleons grav ved Les Invalides og selvfølgelig Eiffeltårnet ved Champs-de-Mars. Derudover ligger der et fantastisk smukt museum i rue de Varenne, Musée Rodin, der udelukkende er dedikeret til den franske skulptør. Både selve museumsbygningen og parken er smukke og stimulerende for sanserne at bevæge sig rundt i.

Champs-Elysées & les Grand Boulevards (8., 9. & 10. arr.)

Blandt personer med en forkærlighed for det unikke og eksklusive er det populært og udtryk for god smag at foragte Champs-Elysées fordi avenuen er stor, populær og tiltrækker ufikse turister og folk fra forstæderne med 'usofistikeret' smag. Her finder man biludstillinger, Louis Vuittons enorme hovedsæde og flagshipstore, men også Disney, Planet Hollywood, Gap, Zara, H&M, Mango - altså alle de store kæder, der findes i alverdens storbyer. Allermest foragtet er Champs-Elysees på en lørdag aften, hvor horder af mennesker vandrer frem og tilbage langs fortove så brede som fodboldbaner, og bilerne kører i dyttende korteger på den endnu bredere boulevard. Efter min opfattelse er det dog hele storbyens skønhed, der kan opleves i menneskemasserne. Jeg kan blive helt høj over at gå fra den store smukke vildt trafikerede Place de la Concorde og hele vejen op til Etoile-pladsen med Triumfbuen en sen lørdag eftermiddag med et par kaffestop til overpris på en af caféterrasserne. Derefter en tur i en af de store biografer, der viser film på originalsprog - helst et brag af en actionfilm i UGC Triomphe - efterfulgt af en tur i den enorme Virgin Megastore, der holder åbent hele ugen indtil kl. 24. Stedet har også en ganske udmærket bogafdeling. Afslut aftenen med at spise i restauranten på øverste etage med udsigt over alle etagerne i den åbne forretning til den ene side og livet på Champs-Elysées til den anden. Det er min idé om den perfekte aften i Paris.
For de, der søger lidt mere ro og autentitet, findes der også fine og velrenommerede restauranter i sidegaderne. Især rue Marboeuf, rue Pierre Charron, rue de la Boétie.

Canal St. Martin (10. arr.)

Dette område nord for Place de la République er nærmest genfødt i det ny årtusinde. Et industrielt arbejderkvarter, hvor de højloftede industrilokaler og baghuse er blevet invaderet af det stadigt voksende BoBo-segment (Bourgeois Boheme) og deres funky tøjforretninger, smarte caféer og restauranter. Det er hyggeligt at gå langs kanalen i weekenden og sidde på den dejlige Café Prune ved kanalen og glo på alle nybyggerne.

République & Bastille (11. arr)

Lige ved Canal St Martin ligger den store og larmende Place de la République, der ikke er videre interessant. På den anden side af République-pladsen ligger rue d’Oberkampf, her og i nogle af sidegaderne f.eks. rue Jean-Pierre Timbaud finder man mange restauranter og barer og masser leben om aftenen.
Det mest populære sted er den store Café Charbon, som er en kæmpe sal med højt til loftet og god stemning. Her kan man også spise et udmærket og billigt måltid. Hvis der er for lang kø, findes der utallige andre steder i gaden.
Tidligere lå også den lillebitte brasilianske restaurant Le Favela Chic her. Den blev så vanvittig populær, at den nu er flyttet fra sine 30 kvadratmeter til et gigantisk industrielt varelokale lige ved Place de la République ind gennem en port i en gård i rue Faubourg du Temple. Her lykkes det utroligt nok stadig det brasiliansk-franske ægtepar at fylde det kæmpe lokale til bristepunktet næsten hver aften. Man sidder bænket ved lange borde, drikker Caïpirinhas og spiser brasilianske retter som svinekød og bønner, mens dj’en knalder op for musikken, og det feststemte publikum råber og danser i baren.

I den anden ende af det 11. arr ligger det nok så kendte Bastille-område, som grænser op til Le Marais. Gaderne lige bag Bastillepladsen, rue de la Roquette og rue de Lappe er kendte gå-i-byen-gader med barer og restauranter og det charmerende lille diskotek Balajo. Stemningen i de to gader kan dog godt blive anspændt fredag og lørdag aften.
Det er sjovere at gå uden om disse gader og i stedet vælge Café de l’Industrie i rue Saint-Sabin. En meget charmerende og smukt indrettet café-restaurant i to sale med lige så charmerende og smukke servitricer. Et meget populært sted.

Ellers er rue de Charonne på den anden side af Bastillepladsen en meget charmerende gade. Her ligger blandt andet den franske modeskaber Isabel Marants første og største forretning. Der er adskillige små møbel- og mode-designforretninger, og lidt længere op ad gaden ligger den ultrapopulære Café Pause med den store terrasse foran.

12., 13., 14., 15., 16. & 17. arrondissement

Disse områder ligger unden for Paris´ kerne, men der er faktisk gode ting at finde her. I det 13. arr. ligger bla. Paris’ Chinatown. Et temmelig stort beboelses- og forretningsareal. I det 14. ligger Montparnasse, mens det 16 arr. er Paris’ dyreste område med fantastiske lejligheder og meget lidt leben. Det er dog her man kan stå på Place de Trocadéro og få den smukkeste udsigt til Eiffeltårnet.
Det 12., 15. og 17. er først og fremmest middelklasse-beboelsesarealer.

Montmartre / Pigalle / Barbès (18. arr.)

Området kendetegnes især ved den store hvide kirke med det kuppelformede tag, Sacre Coeur og den lille Place des Tertres med alle fup- og karikaturkunstnerne. Men pladsen er først og fremmest en karikatur i sig selv med ”kunstnerne” og de små gader, som ligner en forældet kulisse fra en film om Paris og overhovedet ikke den levende storby, Paris er i dag.

Hvis man undgår disse to steder, er der både idyl og lokalliv.  Besøg for eksempel:
- De stejle trappetrinsgader.
- De impornerende tekstilforretninger for foden af Sacre Coeur. Størst og mest overvældende er Marché St Pierre, som er et helt varehus i flere etager med fantastiske metervarer i alle prislejer og kvaliteter. Ekspeditionen er fransk og bureaukratisk. Man udvælger sine ruller, finder en sælger, der måler og klipper op og skriver en lille seddel med pris og antal meter. Derefter står man i kø ved den gamle skranke, hvor man betaler og får et stempel på sin papirlap, som man derefter afleverer tilbage til den ekspedient, der har klippet stoffet, og først da får man det udleveret. Det er samme procedure på hver etage.
- Pigalle, som ligger lidt længere nede af bjerget med alle sex-shopsene, peep-shows, turistbusser, billige hoteller, men også barer og diskoteker og selvfølgelig Moulin-Rouge.
- Lige i nærheden, ved Metro Barbes-Rochechouart, hvor der foregår livlig handel med brandvarme mobiltelefoner, stoffer osv. under den overjordiske metro-jernbane, ligger også discount-varehuset TATI, der breder sig over adskillige bygninger, etager og afdelinger. I hele området hos den afrikanske befolkning og i resten af byen hos prisbevidste kvinder ses TATIs karakterisktiske pink-ternede plasticpose med blå bogstaver. Varerne er først og fremmest billige, men kasserne med strømpebukser og undertøj er værd at rode i.

19. & 20. arr. Belleville

Dette tætbefolkede område bebos af fattige studerende og den mindre bemidlede del af Paris’ mange indvandrere. Alle nationaliteter lever side om side her, og det er et spændende område at gå på opdagelse i med eksotisk shopping og ditto restaurantbesøg. I området ligger også Paris’ måske smukkeste park, Parc des Buttes Chaumont, med små klipper, søer og sågar et vandfald. Vanvittig romantisk! I modsætning til de fleste andre parker i Paris må man både betræde og tumle rundt i græsset. Man møder få turister i denne del af Paris, men der er absolut både storby og romantisk idyl at finde her. Belleville vil uden tvivl appellere til dem, som søger det ”autentiske”.

Le Parc des Buttes Chaumont.
Metro: Botzaris eller Buttes Chaumont.

GO SEE & DO

METROEN TIL TATI 

Kør med den overjordiske metro linje 2  eller med den underjordiske linje 4 til Barbès-Rochechouart og køb ind hos Tati. Det er ikke en tur for personer med klaustrofobi, og tålmodighed belønnes.

FORDYBELSE I FNAC

Tilbring timevis i FNAC’en med at sidde på gulvet og læse i bøgerne.
1.arr.: Forum des Halles, niveau -3, porte Lescot, 75001 Paris
Métro: Châtelet/Les Halles 

SE LØDIGE FILM

Tilbring en hel dag i mørket med at se gamle arthousefilm i rue des Ecoles.

Action Ecoles: 23, rue des Ecoles, 75005 Paris
Le Champo: 51, rue des Ecoles, 75005 Paris.

EN SØNDAG I BOIS DE BOULOGNE 

Tag i Bois de Boulogne lige uden for det 16. arrondissement en søndag eftermiddag sammen med alle de andre parisere, der vil ”ud af byen”. Om aftenen er stedet ikke anbefalelsesværdigt, da der finder prostitution sted i stor stil
Métro: Porte Dauphine/Porte d’Auteuil
RER: Porte Maillot

Loppemarked 

Gå på et af loppemarkederne i weekenden. På fransk hedder det Marchés aux Puces også kaldet ”Puces”.

Porte de St Quen - det største og bredeste

Fra de allerfineste antikvitetshandlere til det mest lousy nye tøj og bling bling i plastic!

Puces de Clignancourt - Metro Clignancourt
Métro: Linje 4, Porte de Clignancourt
Lørdage, søndag og mandag fra 9 til 18.
www.les-puces.com

Porte da Vanves – det mest charmerende

Et lille marked der løber langs en gade i udkanten af 15. arr. Lamper, bøger, vintagetøj og mindre møbler. Har kun åbent lørdag og søndag formiddag.
Métro: Line 13, Porte de Vanves
Lørdag og søndag fra 7 til 13. Enkelte boder til 15 eller 17.
http://pucesdevanves.typepad.com

Porte de Montreuil - det mest brogede

Lige ude for det 20. arr. Her finder man både funky vintage-tøj, cool pladesamlinger, krydderier, værktøj, nye discountsko og tøj, møbler, drivtømmer og skidt og møg. Når man nærmer sig markedet fra metro-stationen, nøder man sågar folk, der har bredt tæpper ud, hvorfra de sælger aflagte tandbørster, slidte engangsbarberhøvle og enlige forvaskede sokker. Publikum er en blandet skare af lokale fattige og trendy unge mennesker.
Metro - Porte de Montreuil.
Lørdage, søndag og mandag fra 7 til 19.30

1001 massage under den blå kuppel i Paris.

Gemt i en kedelig og trafikeret gade ligger en lille gårdhave, der breder sig til endnu en have bagved med træer i midten. Små fugle spiser af de tabte krummer. I haven er opstillet små kakkelborde og blå fletstole, der matcher de blå fliser langs væggen i den ellers hvide runde gård. Bordene er fyldt med kager og the menthe, der smager af tyggegummi. Vandpiber ligger fremme på bordene.

Folk skvadrer løs, men den forholdsvis dæmpede snak er intet imod, hvad der venter indenfor i hammam’en, hvor det er kvindernes dag.
Ved indgangen er der varmt og luften er fyldt med damp. Indenfor bliver man godt instrueret og udstyret med egen vaskesvamp – billetter til scrub/ gommage – billet til massage, en grøn flydende sæbe og billet til et glas the. Efter omklædning tager jeg mit håndklæde og går mellem de marmorklædte mørke vægge med højt til et loft i blå og terracotta-røde farver. Lyset trænger næsten ikke ned i hulen her.

Først skal man have varmen og lade sveden springe. Jeg sidder på et plateau af lyst marmor med stjernemønstre i hvid og sort.  Det er en forunderlig feminin verden  - næsten uigennemsigtig af damp, med en sær blanding af både intimitet og fællesskab. Her er fugtigt varmt, og der snakkes livligt. Både høje grin og dæmpet fortrolig tale bliver kastet rundt under de kuppelformede hvælvinger. Det er en lille labyrint af marmor at gå ind i, jo længere ind, jo varmere bliver det, og jo sværere er det at se noget. Inderst er det varmeste rum. Der er så meget damp oppe under loftet, at det brænder, hvis man går oprejst. Derfor må man krabbe sig hen til det runde iskolde bassin, hvor man kan kravle ned og svale kroppen.
Efter at have fået varmen sæber jeg mig ind i en sær mørkegrøn sæbe med en ubestemmelig duft.
Nu skal der skrubbes! Op på en briks med plasticmåtte, der bliver spulet efter hvert besøg. Den lille arabiske dame skrubber mig så hårdt med en lille sort handske, at jeg må se mindst fem år yngre ud bagefter med alt det hud, der er skrubbet af.
Man sætter eller lægger sig i kø på store madrasser til massagen. Nyd det lille glas the og slap af, mens du venter på, at det bliver din tur. På massagebriksen indhyllet i anisduftende olie kan man døse, mens man kigger op i en flere etagers kuppel og på de små mosaikvinduer med glas i alle farver. Bag lukkede øjne kan jeg ikke forstå, men alligevel følge med i en heftig samtale på en blanding af arabisk og fransk, der kører mellem massøsen og hendes store tykke veninde, der ligger på madrassen ved siden af.

Jeg har fundet stedet i en skøn lille bog om Paris skrevet af den danske journalist Louise Sandager ’Paris mon amour’,  og som hun skriver: "Vi bliver jævnligt fodret med historier om kløften mellem muslimer og europæere. Her er et åndehul, hvor det kulturelle samliv fungerer!".

Tag metroen til Saint-Georges, gå ned langs siden af den muslimske moskè, for enden ligger indgangen til Hammam’en.

Hammam, rue Saint Hilaire, 39.
Metro: Saint-Marcel / Censier-Daubenton
Tirsdage og søndage kun adgang for mænd, alle andre dage kun for kvinder.
www.la-mosquee.com/htmluk/entreeuk.htm

GO EAT

De fleste arbejdende mennesker spiser frokost på restauranterne mellem 13 og 14, og det går tjept!

Aftensmad indtager man aldrig før kl. 20, og det er normalt at mødes til aftensmad kl. 21 eller 22 eller endnu senere. Mest almindeligt for franskmænd er at mødes til middag cirka kl. 21. De færreste restauranter serverer aftensmad før kl. 19.

Les Halles (1. & 2. arr.)

Omkring Les Halles, Montorgueuil og Le Louvre bør du tage til rue Etienne Marcel for at spise eller drikke en kop kaffe. Le Café og Le lézard er bestemt et besøg værd.

På rue Montmartre, 2 arr., finder du finde Café Noir, som er en cool café. Den lægger tæt ved La Bocca, som er en god italiansk restaurant og baren Le Coeur Fou.

LE MARAIS (3 & 4 arr.)

Le Georges

Mellem 1. arr, (ved hallerne) og 4 arr. (le Marais) ligger Centre Pompidou, blandt parisere kaldt ”Beaubourg” pga. placeringen. Det er et kæmpe kompleks, som dyrker moderne kunst og kultur. Her er koncerter, biograf, et bibliotek og et meget anbefalelsesværdigt kunstmuseum med en permanent samling og skiftende udstillinger. Man når toppen af Centre Pompidou via en lang rulletrappe pakket ind i en glastunnel, hvorfra der er en fantastisk udsigt. Øverst ligger en chik restaurant, Le Georges, som er en del af Costes-brødrenes café- og restaurationsimperium i Paris. Fra restauranten er der en fantastisk udsigt ud over Paris.
Le Georges, Centre Pompidou

Café Beaubourg 

For foden af Beaubourg (på pladsen), ligger en anden af Costes-brødrenes etablissementer nemlig den store og altid populære Café Beaubourg.
Café Beaubourg, 100, rue Saint Martin, 4. arr.

Fra nord til syd af rue Vieille du Temple ligger mange steder, hvor du kan gøre et stop og nyde en espresso mellem galleribesøgene og shoppingen.

Café Le Progrès 

Dette er en god og billig gammeldags café, som tiltrækker et ungt og smart klientel, der kommer for at nyde formiddagskaffe, frokost eller aperitif.
Café Le Progrès, 1, rue Bretagne, 3. arr.

La Perle

En jammerligt udseende bar, som Paris´ hipstere pludselig har kastet deres kærlighed på, hvorfor folk står i en kødrand langt ud på gaden om aftenen for at få lov at drikke kaffe og vin af fedtede glas.
La Perle, 78, rue Vieille du Temple, 3. arr.

Fire på stribe 

På rue Veille de Temple (4. arr.) ligger en lille stribe af caféer, som er forskelligt indrettet, men som har samme ejer. Man spiser ganske udmærket på caféerne, som har små fortovsterrasser og mange forbipasserende, som man kan sidde og kigge på og ikke mindst tale om.
Les Philosophes nr. 28
Le Petit Fer à Cheval nr. 30
L’Etoile Manquante nr. 31
La Belle Hortense nr. 34

Le Trésor

I en bedårende blomsterpyntet utrafikeret passage, rue Trésor, der går ud fra rue Vieille du Temple, ligger restauranten Le Trésor. Restaurant har en stor og stille terrasse og serverer god fortrinsvis italiensk og fransk mad til rimelige priser både frokost og aften.
Le Trésor, 7, Rue du Trésor, 4. arr.

Ved siden af ligger Café du Trésor, som også har en terrasse. Her behøver du ikke at spise, men kan nøjes drikke et glas vin og hvile ørerne. Hvis du virkelig trænger til genoplivning, skal du begive dig ned i enden af passagen. Her ligger Studio Trésor, hvor der jævnligt tilbydes ashtanga yogakurser af en vanvittig dygtig (og engelsktalende) brasiliansk lærerinde, Ana-Maria. Spørg om tider i restauranten.

Café Pick-Clops

Tæt ved ligger Café Pick-Clops. Det er en café med lang gul formicabar. Publikum er ungdommeligt og urbant publikum, musikken er god, og der er altid en god stemning.
Café Pick-Clops, 16, rue Veille de Temple, 4. arr.

I den anden ende af Marais-kvarteret i gaderne bag den lyserøde Place des Vosges ligger nogle rigtigt gode restauranter.

Gli Angeli

Fantastisk italiensk køkken.
Gli Angeli, 5, rue st. Gilles, 3. arr.

Le Petit Marché

God stemning og lækker fransk mad
Le Petit Marché, 9, rue Béarn, 3. arr.

Chez Janou

Smuk restaurant med lækkert provençalsk køkken, vin og delikate anis-aperitiffer.
Chez Janou, 2, rue Roger Verlomme, 3. arr. 

Restaurant Chartier 

I Grands Boulevards ligger Chartier, som er en kæmpestor restaurant, der tiltrækker horder af parisere og turister. Her serveres klassisk og overdådig fransk brasserie-mad for få penge. Det går tjept. Tjenerne styrter rundt med otte-ti tallerkener på armene af gangen og får ekspederet gæsterne ud af vagten, så nye kan komme til. Der er altid kø.
Restaurant Chartier, 7, rue Faubourg Montmartre, 9. arr.
www.restaurant-chartier.com

Café Charbon

Café Charbon i République & Bastille er stor højloftet café med god stemning. Her kan man også spise et udmærket og billigt måltid.
Café Charbon, 109, rue Oberkamp, 11. arr

Café de l'Industrie

Dette er en meget charmerende og smukt indrettet café-restaurant i to sale med lige så charmerende og smukke servitricer. Et meget populært sted.
Café de l´industrie, 16, rue St. Fabin.

Favela Chic

Restaurant, bar og club. Indgang gennem gården
Favela Chic, 18, rue Faubourg du Temple
www.favelachic.com

GO SHOP 

Butikkernes åbningstider varierer i Paris. Tøjforretninger åbner sjældent før klokken 10 eller 11 eller måske senere. De lukker igen ved 19 - 19.30-tiden. Nogle stormagasiner lukker senere.

Mine yndlingsforretninger i Paris er:

La FNAC 

La FNAC – bøger, musik og film
Forum des Halles, niveau -3, porte Lescot, 1. arr.
Métro: Châtelet/Les Halles

Le Bon Marché 

Le Bon Marché – mad og mode
24, rue de Sèvres & 5, rue Babylone, 7. arr.
Métro: Sèvres-Babylone

Les Halles (1. & 2. arr.)

Rue du Jour

- Zadig & Voltaire. Lækre farver, snit og materialer. Casual og forholdsvis dyrt - og ufatteligt populært blandt moderigtige parisiske kvinder. Har vokset sig gigantisk de seneste år og findes nu i ethvert godt shoppingkvarter med respekt for sig selv.  
- Agnès B. Klassisk minimalistisk tøj fransk til mænd og kvinder, der ikke vil være prangende. Ultrapopulært hos japanere. Mange butikker i Frankrig.
- Comptoir des Cotonniers. Casual basic-wear i god kvalitet til rimelige priser.

Rue Etienne Marcel

- Barbara Bui. Luksuriøse materialer og lækre designs.
- Kabuki. Internationale brands som Prada, Miu Miu, Costume National, D&G, Gucci, Helmut Lang.
- Bonpoint. Lækkert og dyrt børnetøj.
- Kiliwatch. Kæmpe vintageforretning.
- Paul & Joe. Silke, cashmere og smukke prints.
- Gas. Lille forretning med udsøgte mærker og boudoir-stemning.
- Et Vous. Sobert og lækkert fransk mærke. Gode buksesnit.

Colette

Tjek ud hvad der er hot inden for design.
Collette, 213 rue Saint-Honeré, 1. arr.
www.colette.fr

Le Marais (3. & 4. arr.)

Der findes utallige skønne butikker i le Marais. Her er et lille udpluk:

L’Eclaireur

Luksuriøse og innovative mærker i ufatteligt smuk butik.
L'Eclaireur, 3 ter, rue des Rosiers, 4.arr. (til damer) og 12, rue Mahler, 4. arr. (til mænd)
www.leclaireur.com

Antik Batik

Hippiechic stil til damer og børn. Bedårende kjoler, kaninpelse og tasker.
Antik Batik, 18, rue de Turenne, 3. arr.
www.antikbatik.fr

A.P.C.

Fransk minimalisme. Et af de übertrendy japanere, new yorkere og pariseres foretrukne hverdagstøj-mærker. Til dem uden trang til at udstille deres kropsformer. Både til mænd og kvinder.
A.P.C., 112, rue Vieille du Temple, 3. arr.
www.apc.fr

Vanessa Bruno

En dansk-fransk designer og et meget trendy mærke med et funky snit, der hænger på alle smarte piger i Europa.
Vanessa Bruno, 100, rue Vieille du Temple, 3. arr.
www.vanessabruno.com

Børnetøj

Der ligger butikker der sælger lækkert tøj til børn er overalt i Paris. Ikke blot nydelige kjoler og pæne små jakkesæt, men virkeligt fedt tøj og sko i super kvaliteter og moderigtige forvaskede farver.

BonTon

En slags ”concept-store” for børn med egne flotte designs samt bøger, legetøj og gadgets, som de modebevidste forældre har kastet sig over, før de forkælede unger overhovedet får en chance for at plage.
BonTon, 118, rue Vieille du Temple, 3. arr
www.bonton.fr

Zef

Smarte pelsveste, skjorter i libertystof og bredriflede fløjlspludderbukser til priser der svarer til lækkert voksentøj.
Zef, 15 rue Debelleyme, 3. arr
www.zef.eu

Casteneda

Endnu en koncept-store med tøj der kan gøre én ærgerlig over ikke at være en størrelse 4 år og 22 i sko. Butikken sælger også møbler.
Casreneda, 23, Rue Debelleyme, 3. arr 

Quartier Latin & Saint-Germain-Des-Prés (5. arr & 6. arr)

Det bugner med restauranter og tøjbutikker dette i område. Alt er repræsenteret her lige fra billig og ikke-så-ungdommeligt tøj på Boulevard Saint-Michel til ungdommeligt tøj på Boulevard Saint-Germain, rue du Four, rue des Cannettes og rue de Rennes, til mere casual men eksklusive mærker i rue Bonaparte, rue Saint-sulpice, rue du Cherche-Midi og rue de Grenelle. Tilbring flere timer her og ruiner dig selv.

Le Bon Marché 

Stormagasinet Le Bon Marché ved Sèvres-Babylone er det rene slaraffenland. Her sælges alle de smarte tøj- og skomærker og make-up. Så hvis du ønsker at power-shoppe uden at spilde tiden med at gå ud og ind af hver enkelt forretning, så er det her, du skal gå ind. Stormagasinet er overskueligt af størrelse og sælger kun det "bedste af det bedste". Det breder sig 'kun' over to bygninger. Den ene har en parfumeafdeling og sælger dame- og herretøj. Den anden bygning har en endnu smartere dameafdeling på 1. sal, en enorm og fantastisk afdeling for børnemode og legetøj i kælderetagen samt en en fuldstændig utrolig madafdeling i stuen. Her kan man både købe de mest delikate delikatesser og spise en fantastisk færdigret, hvis munden løber for meget i vand, og man ikke kan vente til, man kommer hjem med sine varer.
Le Bon Marché, 24, rue de Sèvres, 7. arr.
www.lebonmarche.fr

Iris 

Hvis du er skofetishist og ikke har mod på at blive fristet af det enorme udvalg i Le Bon Marche så besøg i stedet Iris. Det er en lille butik med et godt udvalg fra de bedste designere. Du er sikker på at finde nogle par, du forelsker dig i.
Iris, 28, rue de Grenelle, 7. arr.

På hjørnet af rue du Four og rue Bonaparte ligger et af Paris’ utallige apoteker, som især sælger cremer og shampooer og andre skønhedsprodukter. De har meget favorable priser på alle mærker, hvilket forklarer, hvorfor folk hamstrer så grådigt herinde.

Champs-Elysées & Les Grand Boulevards (8 & 9 & 10 arr.)

På Champs-Elysées har stort set alle store brands med respekt for sig selv en flagshipstore. Her finder du blandt andet Louis Vuitton, Gap, Zara, H&M, Mango, men her er også haute couture og prêt-à-porter fra: Christian Dior, Marni, Jill Sander Prada etc.

Les Grands Boulevards 

Les Grands Boulevards løber fra République i det 10. arr. forbi Operaen på kanten af 8. og  2. arr. til Place de la Madeleine med alle de kendte delikatesseforretninger såsom Fauchon og Hédiard. Området domineres af kontorer, rejsebureauer, store forretninger, store caféer osv. Størst interesse for besøgende har nok stormagasinerne Le Printemps og Galeries Lafayette, som ligger side om side bag Operaen og breder sig over adskillige bygninger. Parfumeafdelingerne i stueetagen er imponerende og utroligt velassorterede, og ligeså er deres øvrige afdelinger – især lingerie og designertøj til damer - hvis man altså orker.

GO NIGHT

Le Cab

Stor house-club med funky indretning som den meget hotte designer Ora Ito har lavet. Dørpolitikken er restriktiv.
Le Cab, 2 Place du Palais Royal, 1. arr.

La Flèche d'Or

I denne natklub og koncertsal, som er indrettet i en nedlagt jernbanestation, kan du opleve morgendagens store internationale bands. Musikstilen varierer, men er altid af høj kvalitet. Der er åbent hver aften, på nær torsdag.
La Flèche d'Or, 102 rue de Bagnolet, 20. arr.
www.flechedor.frz

Le Baron

Hvis du ikke hedder Helena Christensen eller Mick Jagger er det svært at komme ind – med mindre du kender ejeren. Et sted for dem der er villige til at betale masser af penge for at tilfredsstille deres trang til at betragte kendisser på nært hold. Her er temmelig snobbet, men sådan er Paris også.
Le Baron, 6, Avenue Marceau, 8. arr.
www.clublebaron.com

Rex Club

Den vigtigste klub for elektronisk musik i Paris. Verdens bedste DJ’s spiller her jævnligt. Det er den foretrukne klub for de parisiske club kids. Køerne foran er sindssyge, så kom tidligt eller køb billetter i forvejen på nettet (og vis dig fra din bedste side til dørmanden). Når du først er inde, er det svært ikke at blive grebet af den kollektive energi.  
Rex Club, 5 Bd Poissoniere, 2. arr.
www.rexclub.com

L'Alimentation Générale

Nattebar med en helt særlig forkærlighed for world music. Publikum passer ind i stilen. Har mødes NGO-arbejderen med den ulandsfrivillige.
L'Alimentation Générale, 64, Rue Jean Pierre Timbaud, 11. arr.  
www.alimentation-generale.net

Le Point Éphémère

Kulturcenter, restaurant, koncertsal, udstillingssted, natklub - le Point Ephémère (Døgnfluen) har det hele! Beliggenheden ved ”bourgeois-bohème” Canal Saint Martin gør det til et centralt mødested for Rive Droite’s trendy mennesker i alle aldersgrupper.  Forholdsvis billigt og med gratis trådløst Internet. Terrassen er en nydelse at sidde på når vejret tillader det. Herfra kan du give dig hen til parisernes yndlingsbeskæftigelse: at glo på folk!
Le Point Éphémère, 200 Quai de Valmy, 10. arr.
www.pointephemere.org

Le Cud

Gratis diskotek der er indrettet i middelalderkældre. Et kosmopolitisk og meget ”venligtsindet” crowd i alle aldre. Åben hele ugen indtil meget sent på natten (eller tidligt på morgenen). Kvinder er desværre ikke altid særligt velkomne. Men det er ikke svært at møde ny ”venner” her. Hvis du er vild med Madonna og Britney er det lige stedet.
Le Cud, 12, rue des Haudriettes,  3. arr.
www.cud-bar.com

Le Duplex

En anelse ”kaviarsocialistisk” (fransk udtryk for politisk korrekt), men et rart sted, der især appellerer homosexuelle. Det kosmopolitiske publikum sidder godt mast sammen, så det er nemt at komme i kontakt med sidemanden. Le Duplex har også et af Paris’ bedste musikprogrammer.
Åbent hver dag fra 20 til 2. Fredag, lørdag og før helligdage fra 20 til 4.
Le Duplex, 25, rue Michel Le Comte, 3. arr.

Hvis du vil være opdateret med den parisiske nattescene så tjek: www.nightfloor.com

GO SLEEP

Hôtel du Bourg-Tibourg

Et af de fedeste hoteller i Marais. Super indrettet, god stil, perfekt beliggenhed og ikke så dyrt.

Priser fra 160 euro.

Hôtel du Bourg-Tibourg, Rue du Bourg-Tibourg, 4. arr.
www.hotelbourgtibourg.com

Villa Mazarin

Rigtig fine værelser og en consierge der vil gøre alt for at hjælpe dig med restauranter osv.

Priser fra 190 euro

Villa Mazarin, 6, rue des Archives, 4. arr
www.villamazarin.com

Hotel de la Bretonnerie

Bed om et Chambre de Charme, hvor du får fornøjelsen af at sove i himmelseng i et værelse der ligner noget fra et dukkehjem. Hotellet er 3-stjernet og har en super beliggenhed tæt ved Centre Pompidou og Picasso-museet.
Hotel de la Bretonnerie, 22, rue Sainte-Croix de la Bretonnerie, 4. arr
www.bretonnerie.com

Hôtel Amour

Trendy nyt hotel i nærheden af Pigalle. Tidligere et sted, hvor betalingen var på timebasis, men nu et temahotel med 20 værelser, hvor der er iPod-tilslutning på alle værelser, men hverken telefon, internet eller tv til at forstyrre de elskende. Ejes af de allestedsnærværende Costes-brødre. Ikke vanvittigt dyrt taget i betragtning af, hvor hipt det er.

Priser fra 100 euro

Hotêl Amour, 8, rue Navarin, 9. arr.
www.hotelamour.com

Hôtel Montana

Især 'Hemingway-suiten' på øverste etage kan anbefales. Det er noget slidt, men stort og lyst og har en terrasse og panoramavinduer over Saint-Germain-des-Près. Du bor her ikke fordi du ønsker at omgive dig med designermøbler, men fordi udsigten er fantastisk. Advarsel: Måske har du ikke lyst til at forlade værelset.
Hôtel Montana, 28, rue St Benoît, 6. arr

Hôtel Henri IV

Billigt hotel med en ultracharmerende placering på en lille og stille plads på en af Paris' to øer. Vær opmærksom på, at værelserne skal bookes i særdeles god  tid.
Hotel Henri IV, 25, Place Dauphine – Ile de la Cité, 1. arr.

Hôtel Tiquetonne

Billigt og simpelt hotel med en meget god placering
Hôtel Tiquetonne, 6, rue Tiquetonne, 2. arr.

TRANSPORT

Til og fra lufthavnen

Charles de Gaulle or Orly

Den bedste måde at komme ind til byen på, er ved at tage linje B (RER), der stopper ved Gare du Nord, Châtelet les Halles og Saint-Michel. Turen tager ca. en halv time og koster 9 euro.

Transport i Paris

Metroen er vanvittig god, hurtig og veludbygget. Den kører uafbrudt fra tidlig morgen til ca. kl. 1 om natten over hele Paris. RER-togene krydser også Paris og kører til lufthavnene og til forstæderne generelt. Hvis man skal fra et sted med en RER-station til en anden inde i Paris, kan det også betale sig at vælge RER’en i stedet for metroen, da den stopper sjældnere, og derfor er endnu hurtigere.

Bussen skal du kun tage, hvis du har vanvittig god tid og synes, at det er charmerende at vente uhyrligt længe eller sidde i trafikprop uden at se på et tællende taxameter.

Taxaer kan være meget svære at få fat på. I princippet må de ikke stoppe, hvis man prajer dem på gaden inden for en vis afstand af en taxastation. Men de gør det alligevel, hvis de har mulighed for det. I weekenden og sent om aftenen og natten kan det være et mareridt at skulle finde en taxa, og køerne ved taxastationerne er uhyggeligt lange.